Samtalekort – Kom tættere på hinanden
Jeg har lavet disse samtalekort, fordi der er emner, som betyder meget for en nær og velfungerende relation – men som ikke altid falder naturligt at tale om.
Det gælder både, hvis I er nye for hinanden, og hvis I har været sammen i mange år.
Nogle gange får vi ikke taget os tid til virkelig at mærke efter: Hvad betyder det egentlig for mig? Hvad længes jeg efter? Hvad har jeg brug for? Andre gange har vi brug for den andens nærvær, opmærksomhed og nysgerrighed for at kunne finde svaret frem i os selv.
Det kræver også noget af den, der lytter. At kunne tage imod den andens behov, ønsker og sårbarhed med åbenhed og nysgerrighed – uden at afbryde, forklare eller straks komme med sit eget perspektiv.
Nogle af svarene kan I være nysgerrige på og udforske sammen.
Hvis din partner for eksempel fortæller, at han eller hun godt kan lide langsom og blid berøring, kan du spørge: “Vil du vise mig hvordan?” eller “Må jeg prøve på dig? Er det sådan her?”
Den, der modtager, kan mærke efter og justere undervejs. På den måde bliver det ikke kun en samtale om et behov. Det bliver også en mulighed for at opleve, hvordan det føles at blive lyttet til, mødt og rummet i det.
Når vi øver os i at være sammen på den måde, kan relationen få mere nærvær og dybde. Og det kan gøre det lettere senere at tage de sværere samtaler op – også dem, hvor I ikke nødvendigvis er enige, eller hvor noget gør ondt.
Samtalekortene kan derfor være begyndelsen på en samtaleform, hvor I giver hinanden mere tid, nærvær og nysgerrighed – og skaber plads til at lære både hinanden og jer selv endnu bedre at kende.
Lyt med hjertet. Vær åben, nysgerrig og nærværende. Tag jer god tid.
Træk et kort, og stil spørgsmålet. I svarer en ad gangen, mens den anden lytter nysgerrigt uden at afbryde. Herefter svarer den anden på samme spørgsmål. I kan aftale om I kan stille uddybende spørgsmål. Sæt evt. en timer på 5 minutter til hver besvarelse, hvor kun den ene taler og den anden lytter.
Det er ikke vigtigt at nå mange kort, men bare tage et par stykker ad gangen, og få nogen gode samtaler, hvor I kommer dybere i jer selv og med hinanden.
Samtalekort – Kom tættere på hinanden – Pdf. Print version

Din som menneske

Kærlighed og relationer

Følelser og sårbarhed

Intimitet og seksualitet

Intimitet og seksualitet

Intimitet og seksualitet

Livsstil