Når du er pårørende – og føler du mister dig selv
At være pårørende kan føles ensomt – især når du glemmer dig selv undervejs.
At være pårørende til en, du holder af, kan være noget af det mest krævende, man kan stå i.
Det kan være fysisk sygdom.
Det kan være psykisk mistrivsel.
Det kan være stress, depression, angst eller langvarig belastning.
Fælles er, at sygdommen langsomt kommer til at fylde mere og mere.
Og at dit eget liv langsomt og ubemærket glider i baggrunden.
Når sygdom fylder det hele
Som pårørende lever du ofte i konstant opmærksomhed:
-
Hvordan har de det i dag?
-
Er der noget, jeg skal tage mig af?
-
Er det okay, at jeg selv har brug for en pause?
Du står til rådgihed, og laver ikke aftaler for dig selv.
Du holder øje.
Du støtter.
Du tilpasser dig.
Ofte uden rigtig at opdage, hvor meget det kræver af dig.
Når dit liv bliver sekundært
Mange pårørende oplever, at deres egne behov langsomt bliver mindre vigtige.
Du siger måske:
-
Det går nok.
-
Jeg kan klare det.
-
Det er jo dem, der har det værst.
Men over tid kan det give:
-
dyb træthed
-
indre uro
-
manglende glæde
-
følelsen af at være langt væk fra dig selv
Det er ikke, fordi du er svag.
Det er, fordi du har båret meget.
Skyldfølelse, når du tænker på dig selv
En af de sværeste dele ved at være pårørende er skyld.
Skyld over:
-
at have brug for pauser
-
at længes efter dit eget liv
-
at blive irriteret eller udmattet
-
at ønske, at tingene var anderledes
Mange føler, at de burde kunne rumme det hele.
Men du er også et menneske.
At leve i konstant alarmberedskab
Når en, du elsker, har det dårligt, kan dit nervesystem komme i beredskab.
Du er hele tiden lidt på vagt.
Det kan vise sig som:
-
spændinger i kroppen
-
tankemylder
-
svært ved at slappe af
-
dårlig søvn
-
indre rastløshed
Selvom der ikke er akut fare, lever kroppen ofte, som om der er, også når du sover, så din søvnkvalitet er dalende, og du vågner træt.
Når du mister forbindelsen til dig selv
Mange pårørende fortæller, at de efter noget tid ikke længere kan mærke sig selv tydeligt.
Du ved måske ikke længere:
-
hvad du har brug for
-
hvad du føler
-
hvad der er rigtigt for dig
Du er blevet god til at være der for andre –
men har mistet kontakten til dig selv.
Det er her, det ofte begynder at føles som en livskrise.
Det er ikke egoistisk at passe på dig selv
At tage vare på dig selv er ikke et svigt af den, der er syg.
Tværtimod.
Når du har lidt mere ro, lidt mere plads og lidt mere kontakt til dig selv,
kan du også være mere til stede som pårørende.
Du behøver ikke vælge mellem dig selv og den anden.
Der skal være plads til jer begge.
Hvornår kan terapi støtte dig?
Terapi kan være hjælpsomt, hvis:
-
du føler dig drænet
-
du har svært ved at sætte grænser
-
du bærer meget alene
-
du har mistet kontakten til dig selv
-
eller du længes efter et rum, hvor det handler om dig
Her kan du få plads til det, du måske ikke har sagt højt før.
Ikke for at finde fejl.
Men for at finde tilbage til dig selv.
Et stille sted at starte
Hvis du kan genkende noget af dette,
kan en gratis og uforpligtende forsamtale være et roligt første skridt.
Du behøver ikke have styr på det hele.
Det er nok at mærke, at du også har brug for støtte.
👉 Du er velkommen til at booke en gratis forsamtale, når det føles rigtigt.
Læs mere:
• Har du mistet dig selv? Sådan finder du tilbage
• Midt i en livskrise – når alt føles usikkert
• Når livet føles tungt – og du ikke ved hvorfor
• Grænser – hvordan du sætter dem uden dårlig samvittighed
• Selvværd – hvorfor det er så vigtigt
• Gratis forsamtale – et trygt sted at starte